Cerdo saltado sandwich
Her får du opskriften på den peruvianske lækkerbisken i en nyfortolket streetfood-version.

Historien bag cerdo saltado, eller den mere klassisk lomo saltado med oksemørbrad, går helt tilbage til 1800-tallet. Selvom retten i dag er en klassiker inden for det peruvianske køkken, har den faktisk kinesiske rødder. Den opstod, da kinesiske immigranter kom til Peru og bragte deres madlavningsteknikker med sig. Fusionen mellem det peruvianske og kinesiske køkken blev kendt som chifa, hvor lokale peruvianske råvarer tilberedes med kinesiske ingredienser og teknikker.
Cerdo saltado består af nakkefilet, grøntsager, eddike og soya og serveres med ris og pomfritter. Vores kok har lavet en streetfood-venlig nyfortolkning, som serveres i baguettes – perfekt til havefester og grillaftener!
Opskrift på cerdo saltado
Portion til 4 personer
Ingredienser til kødet
320–400 g nakkefilet
1 rødløg
4 forårsløg
4 fed kinesisk hvidløg
1 gul peberfrugt
2 tomater
Sesamolie
240–320 g sprøde fritter
4 baguettes
Marinade
1 dl aji amarillo
2 tsk kommen
4 tsk oregano
½ dl soya
1 dl riseddike
2 fed hvidløg
4 tsk revet ingefær
Friskkværnet peber
Chimichurri mayo
Et halvt bundt frisk persille
Et halvt bundt frisk oregano
Et halvt bundt frisk koriander
3 fed hvidløg
½ dl riseddike
2 dl neutral olie
1 ½ dl mayo (tilsættes først til sidst)
Fremgangsmåde:
- Tænd ovnen på 200 grader
- Sæt pomfritterne i ovnen med lidt olie og salt og giv dem 15-20 minutter. Hvis du har ekstra overskud på kontoen, kan du lave dine egne af friske kartofler. Så skal de dog have 30-40 minutter i ovnen.
- Blend alle ingredienser til marinaden, indtil den har en ensartet konsistens. Husk at smage til undervejs. Stil den derefter til side.
- Blend ingredienserne til chimichurrien. Når den er helt grøn og ensartet, vendes den i mayo og stilles til side.
- Hak rødløg, forårsløg, hvidløg, peberfrugt og tomater groft
- Varm sesamolie på en pande og sautér kødet på høj varme i et par minutter, indtil der er kommet stegeskorpe. Skru ned og lad kødet stege videre 5-7 minutter på middelvarme, indtil det er mørt.
- Tag pomfritterne ud af ovnen og sæt baguettes ind
- Tag kødet af panden og sauter grøntsager i samme pande. Grøntsagerne skal ikke have for længe, da de stadig skal være sprøde.
- Tag grøntsagerne af panden og vend dem, kødet og pomfritterne i marinaden. Pomfritterne kan også serveres som tilbehør, hvis du er mere til det.
- Server det hele i de lune baguettes med chimichurri mayo
Buen provecho!
